review on 'road to paradise' (in danish).
Billedglæde på Super16
af Mikkel Kofod
Masser af gode billeder og højt teknisk niveau i midtvejsfilmene fra den alternative
filmuddannelse, der dog har gjort klogt i at indføre en manuskriptlinje.
De har fået en rigtig god idé på Super16, som er alternativet til Den Danske Filmskole og imod
alle odds eksisterer på tolvte år.
Når næste årgang begynder i september, vil den ikke kun bestå af instruktører og producere –
tolv i alt – men også af fire manuskriptforfattere.
Da uddannelsen blev etableret i 1999, glemte man af uransagelige årsager
manuskriptforfatterne. De har været savnet – også i de syv nye midtvejsfilm, der havde
premiere i går på Cph Pix-festivalen.
Filmene emmer af billedglæde og visuel fantasi, men flere af filmene lider under vakkelvorne
manuskripter, der ikke rigtig formår at engagere sit publikum. Og ikke overraskende er de tre
bedste midtvejsfilm – Vejen til Paradis, Liv og Ord – også de stærkeste manuskripter.
Komisk fupdokumentar
Eik Skaløe begik selvmord i Indien, og i (fup)dokumentaren Vejen til paradis går instruktør
Johan Knattrup Jensen og producer Mikkel Kastberg i Steppeulvene-forsangerens fodspor.
De er meget bevidste i deres selviscenesættelse. John Knattrup Jensen giver den som
fabulerende og sjælesøgende kunstnerinstruktør og Eik Skaløe-fan, mens Mikkel Kastberg er
den jordbundne og praktiske producer, der beder om en kvittering, da hans makker betaler for
en åndelig seance med en munk.
En fortællerstemme, som kommenterer begivenhederne, er en anelse overgjort. Men filmen er
stilsikker, komisk og faktisk også rørende i glimt, når instruktøren fortæller om sin eksistentielle
krise.
Naturlige præstationer
Liv er såvel navnet på Rasmus Kloster Bros film som på fiskeren Verners kutter.
Navnet klinger dobbelttydigt. Kutteren er det eneste sted i verden, Verner har lyst til at opholde
sig, men det tunge fiskeriarbejde er samtidig den faktor, der til sidst får hans svage hjerte til at
give op.
Den ordknappe Verner indrammes i majestætiske billeder af havet og himmelen, der synger
hans sjæls klagesang, og Bro får lokket imponerende naturlige præstationer ud af de lokale
nordjyske skuespillere.
Især Thomas Rasmussen er hjerteskærende som den fjortenårige Jeppe, der altid har en dårlig
fødselsdag, fordi den samtidig markerer årsdagen for hans fars forsvinden på havet. Alligevel er
det eneste, Jeppe drømmer om, at blive fisker.
Stramt og fængende
I Ord undersøger Sven Vinge elegant en forfatters skyldfølelse over, at en morder har dræbt en
lille pige på præcis samme måde, som forfatteren har beskrevet i sin bog.
Filmen er stilsikkert fotograferet i sort-hvid og båret af en stram historiefortælling med
fængende dialog.
Ord er produceret af Mads Damsbo, der også er formand for Super16-foreningen og klogt har
set behovet for at udvide uddannelsen med en manuskriptlinje.
14 år og to nætter er et godt eksempel på en film, der kunne være løftet af et bedre
manuskript.
I sin mors modelfodspor
Laura er netop blevet fjorten år og skal gå i sin mors modelfodspor. Men Laura går lidt for langt
i sin iver efter at blive voksen og mister sin mødom til fotografen Asger.
Instruktøren Jeanette Nordahl viser virkelig sans for en fjortenårig piges univers, som hun
formidler i flot komponerede og farveafstemte billeder. Og den Marie Antoinette-lignende
scenografi er aktivt medfortællende i de lange indstillinger, der giver filmen en rolig rytme.
Men det halter desværre med replikkerne til skuespillerne Dorte Limkilde, Igor Rado og Marie
Louise Wille, ligesom det er så som så med den psykologiske realisme hos karaktererne. Som
coming of age-historie forbliver filmen et postulat.
For mange smøger på taget
Det samme er tilfældet i Før stormen.
Teenageren Sigurd bor på Istedgade med sin kærlighedssyge mor, der forelsker sig i kokken og
plattenslageren Peter, som lyver om sin gastronomiske succes.
Sigurd opdager, at Peter i virkeligheden bruger dagene på at drikke øl på Sønder Boulevard, og
som titlen antyder, er det kun et spørgsmål om tid, før Sigurd skrider til handling.
Desværre slutter filmen, da det endelig bliver dramatisk. Og historien er for spinkel til at klare
spilletiden på tyve minutter. Især fordi for mange af minutterne går med, at Sigurd alene på
taget ryger cigaretter.
Tung velour a la Lynch
To af midtvejsfilmene fremstår som rene videokunstværker.
Christina Christensens Tomrum udspiller sig udelukkende i en mystisk lejlighed, der vistnok skal
gøre det ud for en unavngiven mands sind.
Her duellerer hans mørke sider tilsyneladende med hinanden i et dekadent klunkehjem draperet
med tung velour a la David Lynch, hvor mænd, der er udklædt som kvinder, stripper og ruller
sig i en lagkage og spiser muffins med fiskekroge i.
Scenografien er overvældende flot, men filmens fabulerende afsøgning af grænselandet mellem
drøm og virkelighed når aldrig rigtig at vække følelsesmæssig genklang. Tomrum vises også i
Kunsthal Nikolaj (5. – 22. maj) som en del videokunstfestivalen Fokus, hvor den måske i højere
grad har sin berettigelse.
Eklektiske YouTube-klip
Samme sted kunne Kristian Sønderbys Manden der ønskede sig et spejl fint vises. Filmen første
halvdel består af en række eklektiske YouTube-klip med raketopsendelse, trafikuheld, tsunami
og andre voldsomheder.
Den anden halvdel viser hjemmevideo-lignende optagelser af en baby, der kører med tog og
slikker på en sten. Til sidst er der noget vand, som bobler. Manden der ønskede sig et spejl er
et symbolsk billeddigt, hvor den højere mening er svær at dechifrere. Men babyen er sød.
Det er helt klart en lovende omgang midtvejsfilm, og de fleste film bobler af en forfriskende
billedglæde. Det tekniske niveau er højt, og med et større fokus på historierne bliver det en
fornøjelse at se denne årgangs afgangsfilm.